[Below is an account of an extended weekend trip to Hervey Bay (with whale watching) and Fraser Island.] Dag 1 lørdag – turen går til Hervey Bay
Vi tager fra Brisbane kl. 12. Turen til Hervey Bay (udtales Harvey) er ca. 4 timer i bil. Vi tager motorvejen hele vejen. Lejligheden hvor vi skal bo, er i to etager. En spise/opholdsstue og køkken i stueetagen og to soveværelser ovenpå. Helt perfekt til børnefamilien. Vi når lige indkøb til aften- og morgenmaden i Safeway (supermarked), som lukker kl. 17.30. Majken laver mad, mens jeg og ungerne går ned til stranden. Der er ingen bygninger direkte på strandkanten. Istedet er der et bælte af uberørt skov mellem strand og vej. Det er vanskeligt at vurdere strandens udstrækning i skumringen, men jeg har læst, at den er 15 km lang. Vi bliver der ikke længe på grund af mørket. Vi får pasta og ungerne lægges i seng. Vi skal tidligt afsted imorgen til Fraser Island (verdens største sandø - 1630 km² - ca. halv så stor som fyn), hvor vi skal mødes med min kollega Chris.
Dag 2 søndag – Fraser Island
Kl. 8:45 går færgen fra marinaen. Vi når den i god tid. Det viser sig, at vi kun kan købe en billet til Kingfisher med indeholdt frokost. Ærgeligt når vi ikke skal tilbringe tid på det resort, der hører til Kingfisher. Lidt i 10 ankommer vi. Omkring bådbroen er der fyldt med Mulet (en fisk) og Majken får øje på ryggen af en delfin. Chris møder os ved enden af bådbroen. Han har lånt en Toyota Landcruiser af University of Queensland. Den ligner lidt en gammeldags 4-hjulstrækker fra 70’erne, men Chris forsikre os, at den kun er et halvanden år gammel. Det viser sig, at der er to slags landcruiser, dem man typisk ser inde i byen og så den ”rigtige” version, som vi skal køre i. Den har hverken lædersæder, elektronisk spærre, indbygget satelitnavigering etc. Tilgengæld kan den køre gennem hvad som helst. Jeg får monteret børnesæderne, som vi med besvær har medtaget og så går turen mod første pitstop ’Lake Wabby’ (Wabby søen).
Vi har kun lige sat os tilrette i bilen og forladt asfalten omkring Kingfisher, før vi finder ud af, hvorfor en 4-hjulstrækker er uundværelig. Vejen ud af Kingfisher er ikke en vej i traditionel forstand. Det er sandspor, der snor sig med hældninger på godt 30 grader gennem en helt særlig tropisk regnskov. Sandet er tilmed blødt, hvilket betyder at bevægelse er essentielt.
Efter en time i rutchebanen (Christoffer falder i søvn, mens Tobias nyder de vilde bump), når vi en udkigspost over Wabby søen. Wabby er en ‘barage lake’ dvs. en indæmmet sø, som er formet ved at sanddyner gradvist flytter sig og blokere for en naturligt forekommet vandkilde. Wabby skrumper med tiden, efterhånden som sandet flytter sig.
Vi fortsætter mod stranden. Her kan vi ‘cruise’ på det hårde sand i vandkanten og får derfor hurtigt tilbagelagt et par km med 80 km i timen. Det er en super fed fornemmelse af frihed at give den gas på den kæmpe åbne strand. Næste stop er Eurong, hvor vi får en kop kaffe og lidt at spise. Chris fortæller, at Fraser Island er navngivet efter Eliza Fraser, som forliste ud fra øens kyst sammen med hendes mand, kaptajn James Fraser. 
Begge blev taget til fange af lokalbefolkning. Kaptajnen døde på øen men det lykkedes Eliza at undslippe. Hun rejste siden rundt i australien og england, hvor hun fortalte om hendes oplevelser og i særdeleshed om hendes tid med de infødte. Der findes mange versioner af hendes historie, som gradvist blev mere overdreven og utrolig som årene gik.
Turen forsætter mod Lake McKenzie. Imodsætning til Wabby er McKenzie det man kalder en ’perched lake’. En ’perched lake’ er en sø, hvor bunden af søen har ’sat’ sig, med det resultat at den regn der falder, har svære ved at trænge væk og der derfor med tiden dannes en sø (over vandspejlet). Vandet er vitterlig krystalklart og sandet kridhvidt, næsten unaturligt hvidt. Vi holder en times pause ved søen og nyder solen, vandet og leg i sandet.
Derefter går turen atter tilbage til Kingfisher. Vi når havnen ved halv fem tiden. Vi siger farvel til Chris, som skal tilbage til østsiden af Fraser Island. Han skal nå tilbage inden flod. Når han stranden senere end kl. 18, kan det blive vanskeligt og farligt at nå hjem langs stranden. Han fortalte, at han dagen forinden havde levet livet lidt for farligt og at den ’lokale’ kro har billeder af 4-hjulstrækkere, som er gået til søs i årenes løb. Færgen sejler tilbage til Hervey Bay kl. 17.15. Tilbage i lejligheden igen får vi et hurtigt måltid og så er det ellers sengetid for ungerne. Vi skal tidligt op næste dag på hvalsafari.
Dag 3 mandag – hvalsafari
Kl. 5.50 står jeg op. Spiser morgenmad og pakker lidt inden jeg vækker Majken og børnene, dvs. Stoffer er allerede vågen og i hopla. Der er afgang med båden ’Whalesong’ kl. 7.30. Vejret er godt, faktisk for godt. 
Senere viser det sig, at hvalerne ikke er så aktive i roligt vejr. Vi får serveret kaffe og lidt morgenmad kort efter afgang. Efter ca. en times sejlads ser vi den første pukkelhval. Den glider gennem vandoverfladen, blæser overskydende luft fra åndehullet på ryggen og tager derefter en ny indånding. Selvom den er mere end 100 meter væk, er den tydeligvis en kæmpe - en kæmpe organisk undervandsbåd, der langsomt glider gennem vandet.
Pukkelhvalen tilhører bardehvalerne. De voksne hvaler kan blive omkring 15 meter lange og veje mere end 30 tons og som Tobias meget malerisk kan berette, så spiser de krill, som fanges ved at tage en mundfuld vand og herefter si krillen ud af vandet ved hjælp af barder. Pukkelhvalen er nem at identificere. Den har et karakteristisk hoved og en krop oversået med pukler og buler.
Vi sejler videre med håbet om at finde nogle hvaler der er mere aktive.
Den næste hval jeg får øje på er på lang afstand. Den springer op i luften med hvad der ligner to tredjedele af kroppen over vandet. Helt vildt når man tænker på hvor store de er. Men da vi nærmere os, er der ikke meget krudt tilbage. Personalet på båden minder os om, at hvaler ikke er cirkusdyr og vi derfor ikke kan forvente et hvalspring på kommando.
De næste par timer sejler vi rundt efter hvaler. En enkelt gang svømmer en halvvoksen hval helt op til båden. Den dukker pludselig op 5 meter fra mig. Jeg prøver febrilsk at tage nogle billeder, men fejler i min iver. Tilgengæld har jeg øjenkontakt med den nygerrige kæmpe. Flere gange svømmer (bottlenose) delfiner foran båden. De er enormt nysgerrige dyr, som kan lokkes hen til båden ved at vinke (hvilket personalet opfordrer til).
Majken snakker med en 90 år gammel søulk, som er fast inventar på båden. Han hedder ’barnacle’ Bill og er tidligere hvalfanger. Han havde et venskab med en spækhugger, som hjalp ham med at fange hvaler. Den lokkede hvalerne hen til Bill, så han lettere kunne fange dem. Spækhuggeren reddet hans liv engang, da han forliste med sin båd. Ved at holde fast i dens finne, trak den ham ind til kysten, hvor han kunne svømme i land. Hans spækhuggerven døde for ti år siden.
Bill er vild med børn og kommer godt ud af det med Tobias. Jeg ser dem snakke sammen og drille hinanden lidt.
På vej tilbage mod havnen, er vi heldige at se et par hvaler der leger. De slår med deres lange finner/luffer ned i vandoverfladen, mens de med rullende bevægelser vender sig i vandet. Det ligner de vinker farvel. Kvart i et står vi atter på breden med en hel dag foran os.
På vej hjem til Brisbane tager vi et smut om Solskinskysten. Vi besøger Noosa Heads – et populært men også dyrt feriemål. Som forventet kan man få en ordentlig kop kaffe. Majken når også at kigge lidt butikker. Kl 19.00 er vi hjemme.
Yesterday I climbed the Story Bridge. The climb was a present from Tobias and Christoffer on Fathers Day.
